Lejr
At tage på lejr er en stor oplevelse for både spejder og forældre uanset om det er den første lejr - eller spejderen måske har været afsted mange gange. Herunder kommer info om, hvad det vil sige at tage på lejr. Traditionen i gruppen er en årlig gruppetur, deltagelse i divisionens "divisionsturnering", MUS-lejr (sommerlejr for mikro-mini) og sommerlejr i sommerferien.
Her på siden kan også downloades en pakkeliste i PDF-format, så den kan bruges under pakningen. Det er nemmest for børnene, hvis de selv ved, hvor tingene i tasken ligger - og også gerne selv har pakket tingene ned, så det er realistisk at få dem med hjem også.
Generelt om lejre
Når Blårævene tager på lejr er det enten hele gruppen (mikro, mini, junior, trop, klan samlet) eller enkelte grene for sig. Når man som Blåræv er på lejr, er alle ledere sammen om opgaverne. Det betyder, at den vante leder så vidt muligt er med på aktiviteter og lignende, men at hvis der opstår tvivl, hjemve eller andet må man som spejder meget gerne gå til alle Blåræve-ledere.
Hjemve
Lejre er for nogle en ny ting. Uanset om man er ny eller "gammel i gårde" kan man som spejder få hjemve, og i det tilfælde er det som nævnt ovenfor helt okay at henvende sig til enhver Blåræve-leder. Mange af lederne har selv været spejdere som barn, eller har mange år som ledere i rygsækken, og hjemve er derfor på ingen måde uvant. For at hjælpe børnene bedst muligt har vi valgt at mikro og mini ikke har mobiler med. Hvis der bliver problemer skal vi ledere nok sørge for at ringe til jer som forældre!
Vi opfordrer samtidig meget gerne til, at I bakker op om jeres barns lejr, og derfor også er støttende, hvis han/hun skulle blive trist. Vi gør vores allerbedste for at støtte børnene i, at det er okay at være overvældede over den anderledes oplevelse om lejr og hjemve. Det betyder også, at vi så vidt muligt ikke ringer hjem - og vi vil samtidig også gerne opfordre til, at ingen forældre henter sine børn i utide - og selvfølgelig ikke uden aftale med lederne, der har ansvaret for børnene under lejren.
Gruppetur
En tur for alle spejdere i Blårævene af varighed på én weekend. Det betyder at vi er samlet både små og store.
Som regel tager troppen afsted fredag aften, for at gøre klar til resten af gruppen. Mikro, mini og juniorer kommer så lørdag formiddag, hvor der er løb, opgaver, hygge, lejrbål og mere hygge. Søndag formiddag er der igen aktivitet, inden vi tager hjem igen om middagen.
På gruppetur sover vi oftest i hytte
Divisionsturnering (forkortet divi)
En lejr af varighed på én weekend for alle spejdere i Jens Bang Division, som er DDS-spejdere i Aalborg-området, hvor man dyster mod de andre grupper i forskellige discipliner.
De sidste mange år er denne blevet holdt på Rosenholt i Dronninglund. Junior og trop ankommer fredag aften, og så kommer mikro og mini lørdag formiddag. Der er sjov og ballade indtil vi tager hjem igen søndag middag.
På divi sover vi altid i telt.
MUS-Lejr
En sommerlejr i pinsen for mikro og mini af varighed på 3 nætter. De sidste par år har vi været på Moselund Spejdercenter omkring Århus. Denne lejr starter fredag og slutter mandag formiddag. Lejren har et tema, som man så lever sig ind i, og laver forskellige aktiviteter over weekenden. Det er en lejr tilpasset de mindre spejdere, som samtidig giver lov at møde nye spejdere fra andre steder i landet. På MUS-lejr sover vi altid i telt.
Sommerlejr
En lejr i sommerferien af som regel én uges varighed. Denne lejr tager hele gruppen samlet på. Det kan være på et spejdercenter eller en større lejr som Spejdernes Lejr 2012/2017. Ved større lejre kan gruppen deles op, hvor de små (mikro og mini) tager på muslejr og de store på den større lejr. På sommerlejr sover vi altid i telt.
Hos Blårævene tager vi også på udenlandske lejre. Vi har tidligere være i Norge i 2013, Finland 2016 og i Canada 2018. På nuværende tidspunkt er vi i gang med planlægning af sommerlejr 2023, som går til Vasalägeret ved Kalmar i det sydøstlige Sverige.